Charlie Campari EP Moon Cricket

Charlie Campari opstod i et euforisk svampetrip på en solbeskinnet Roskildefestival i starten af 0’erne og bevægede sig nogle år i det overstadige grænseland mellem undergrund og etablissement på Københavns natklubscene. Som elektronisk musiker var den foretrukne musikstil en anarkistisk mash-up parodi af de hippeste festabers pladevenderi, der mest af alt kunne sammenlignes med Kid Kishore, Copyfokking og Bjørn Svin.

Da parodien blev for tom, trak Istedgades bundløse hul omkring Mændenes Hjem manden bag musikken med sig ned og Charlie Campari genopstod i sin nuværende inkarnation, efter utallige overdoser og et par midlertidige dødsfald, i en seng på 13. etage af Rigshospitalet.

Musikken er degenereret til en hærget omgang utilpasset lo-fi og skødesløs anti-folk, mens sangenes tragikomiske eventyr om underverdenens monstre sarkastisk indrømmer skamløse tyverier fra både Wavves, Lou Reed, Beck og Suicide.

Bestil nu (100,- + porto) og vi sender signeret eller usigneret efter ønske (skriv i kommentarfeltet)